Odense Fagskoles personale

Karen Maigaard

Troels Midtgaard – Forstander

Beskrivelse på vej.

Jeanette Rasmussen – Køkkenleder

Jeg arbejder på Odense Fagskole, fordi jeg her har mulighed for at udfolde mig gastronomisk og via min uddannelse give eleverne en indsigt i god og sund kost og hvilken betydning, det har for deres velvære. Jeg er køkkenleder.

Det vigtigste, jeg kan give eleverne, er en god oplevelse omkring maden, så de er glade, når de går fra kantinen og har lyst til at komme igen.

En god dag for mig er, når der har været en positiv respons fra eleverne, og de synes, vi har lavet en super middag til dem. En god dag er også, når jeg går glad hjem og glæder mig til den næste.

Jeg er uddannet køkkenassistent i 1991 og har efterfølgende brugt min uddannelse på Assens Sygehus og i to vuggestuer i Odense kommune, inden jeg kom til Odense Fagskole. Jeg har til stor morskab i min fritid undervist et mandehold i madlavning.

Vi serverer fra morgenstund til sen aften gode og solide måltider, hvor man kan blive fyldt op med sund og nærende energi. Vi vil gerne give eleverne nogle gode og sunde spisevaner, mens de går på skolen, og laver derfor mad efter de otte kostråd. Vi har bl.a. haft Frede Bräuner til at holde foredrag om kostens indvirkning på de unges indlæringsevner. Vi vil rigtigt gerne have, at eleverne får en god oplevelse omkring måltidet, så vi ligger vægt på, at maden er lavet fra bunden af gode råvarer, så den smager dejligt “hjemmelavet”. Vi køber også sæsonvarer, serverer jordbær om sommeren og grønkål om vinteren. Alt det mener vi er med til at give en god forståelse af maden og måltidet.

Henriette Faldt Hansen
Henriette Faldt Hansen – Bogholder

Jeg arbejder på Odense Fagskole, fordi det er en skole med liv og sjæl.

Det vigtigste, jeg kan give eleverne, er informationer omkring skolen og tryghed i hverdagen.

En god dag for mig er, at jeg har den store kontakt med eleverne, og at jeg kan hjælpe dem med store og små spørgsmål i forhold til skolens administration.

Jeg er uddannet i en regnskabsafdeling og er merkonom i regnskabsvæsen. Jeg er “stemmen i røret”, tager mig af elevadministrationen og er bogholder, hvor jeg følger bilaget fra modtagelsen til placeringen i regnskabet.

Jeg vil være på forkant med diverse administrative opgaver for skolen for at få så rolig og stabil en hverdag for alle parter. Jeg skaber overblik for forstander og bestyrelse omkring skolens økonomiske drift. Jeg er med til at give omverdenen det bedste indtryk af Odense Fagskole.

Lola Olsson – Køkkenassistent

Jeg arbejder på Odense Fagskole, fordi her er plads til rummelighed og forskellighed. Jeg er i fleksjob som køkkenassistent.

Det vigtigste, jeg kan give eleverne, er en god start på dagen med en nærende og sund gang morgenmad serveret med et smil:-)

En god dag for mig er, når jeg får tilbagemelding på det, jeg har lavet, bl.a. en lækker smoothie, og når jeg går hjem fra arbejde med et stort smil på læberne pga. at mine kolleger og eleverne lige har gjort dagen specielt god med både sjov, hygge og alvor.

Jeg er udlært smørrebrødsjomfru i 1989 og har derefter arbejdet i kantiner på bl.a. Syddansk Erhvervsskole, Syddansk Universitet og TV2 Fyn.

Lene Eghøj – Rengøringsassistent

Jeg elsker unge mennesker, og igennem mit arbejde med at vedligeholde Fagskolen får jeg en intens kontakt til de unge. Når kreative mennesker arbejder, kræver det af og til en hjælpende hånd med rengøring.

Jeg vil gerne være der for de unge, hvis de har brug for noget. Jeg er ofte “fluen på væggen” og kan derfor få deres fortrolighed. Derfor er jeg også mentor.

En god dag for mig er, når eleverne er glade, og når jeg kan give en hjælpende hånd i deres travle hverdag.

Jeg har 12 års erfaring inden for rengøring. Jeg har bl.a. haft mit eget hjemmeservicefirma i seks år.

Niels Christian Larsen

Niels Christian Larsen – Pedel

Jeg arbejder på Odense Fagskole, fordi jeg godt kan lide det frie og kreative miljø, der er på skolen.

Det vigtigste for mig er at bidrage til gode rammer, så eleverne oplever en god dagligdag.

En god dag for mig er at gå hjem med følelsen af, at jeg har bidraget positivt til dagen på skolen.

Jeg er uddannet som elektroniktekniker og har mange års erfaring fra telebranchen med inførselse af nye produkter, teknisk rådgivning samt undervisning af teknisk personale. Desuden har jeg drevet selvstændig virksomhed med teknisk rådgivning, kvalitetskontrol samt produktion af alarmudstyr. Jeg har godt kendskab til håndværksmæssige opgaver efter mange år med at renovere og vedligeholde familiens gamle gård.

Jeg er ansvarlig for vedligeholdelse af skolen samt beskæftiget med løsning af IT-opgaver, desuden er jeg medarbejdernes repræsentant i sikkerhedsgruppen.

Jeg vil gerne bidrage til en god og positiv udvikling af Odense Fagskole, så den også kan opnå 200 års fødselsdag.

Fagskolens lærere

Fleur Sellerup – Beklædning

Jeg underviser på Odense Fagskole, fordi jeg holde af det rummelige og kreative miljø, der kendetegner skolen. Der er plads til alle, der med et kreativt afsæt vil udfordre sig selv personlig og fagligt.

Det vigtigste er ikke, hvilke egenskaber, evner eller talenter eleverne kommer med. Det vigtigste er, at de sætter det hele i spil. Odense Fagskole skal være et fagligt, kreativt frirum, der giver plads til, at eleverne kan afprøve, eksperimentere og udvikle deres evner og talenter og dermed også dem selv. Så eleverne, når de forlader skolen, er mere afklarede omkring dem selv og deres fremtidige uddannelsesønsker og drømme.

Undervisningen i beklædning har mange facetter, men har udspring i et fælles fagligt grundlag, hvorfra den enkelte elev arbejder. Udgangspunktet er givet, men elevernes arbejdsproces og slutprodukt vil være individuelt. En god time er, når alle elever er optaget af at eksperimentere, afprøve, erfare, lære og omsætte det hele til færdige produkter. Derfor kan en undervisningsdag på beklædning spænde fra næsten hektisk aktivitet til rolig elevfordybelse, det hele hører med til en kreativ proces. En proces , hvor man som lærer kan være med til at støtte og udfordre samt se eleverne udvikle sig personligt og fagligt.

Jeg er uddannet Beklædningsformgiver fra Odense Håndarbejdsseminarium i 1995, hvorefter jeg blev ansat som beklædningslærer på Odense Fagskole. Sideløbende med min undervisning har jeg læst sidefag i Børne- og ungdomskultur på SDU og enkelte PD moduler med fokus på unge og læringsprocesser. Har desuden taget Meritlæreruddannelsen med linjefag i dansk og kristendomskundskab. Efter et afbræk som lærer på en folkeskole, er jeg nu igen tilbage, hvor jeg startede: på Odense Fagskole. Jeg har gennem alle årene deltaget i mange efter- og videreuddannelseskurser inden for såvel håndværksmæssige som pædagogiske fagområder.

Alle kurser, som kan kombineres i det faglige og kreative fokus, der er i skolens undervisning.

Jeg underviser primært på beklædning, men blandt andet også i serigrafi og håndværk og design.

Det er spændende at være en del af Odense Fagskole, at være med til at præge, støtte og udfordre eleverne, så de står stærkere i deres videre færd frem i deres dannelse og uddannelse. At vi som skole har været med til at plante nogle frø i eleverne, som før eller siden får lov at spire og udvikle dem som mennesker

Mit mål som underviser på Odense Fagskole er, at vi som skole planter nogle små faglige og kreative frø i eleverne, som får lov at spire og udvikle dem som mennesker. Og som kan være med til at få eleverne til at blomstre og få succes eller opnå det, de har sat sig for.

Mit mål som underviser på beklædning er at give eleverne et godt fagligt, teoretisk som praktisk fundament indenfor beklædning. Jeg ønsker desuden, at de bliver bevidste og reflekterende i deres kreative skabende proces, hvilket kan overføres til andre områder end beklædning. Det kan give dem mulighed for at søge videre på en bred vifte af uddannelser.

  • Email:
  • Tlf: 

Tim Watson – Forfatter

Jeg er primær underviser på Odense Fagskoles forfatterlinje og glæder mig over samarbejdet med eleverne.

Jeg er cand. mag. i litteraturvidenskab med litteratur og formidling som suppleringsfag. Jeg elsker litteratur i al dens mangfoldighed, både som forskellige verdener man fordyber sig i og som noget der findes i den fælles verden og kan og skal formidles til andre mennesker.
 
Arbejdet som forfatter og andet kulturarbejde er i høj grad et formidlingsarbejde. At skrive er at formidle. Man skal ud med sine ting, om det så er i medier, hos et forlag eller overfor et foredragspublikum. Derfor arbejder vi med det overlap, der er mellem formidling og forfattervirksomhed. Det er klart at skønlitteratur har sine særegenskaber og det vil jeg meget gerne tale om men forfattervirksomhed kan generelt set drage megen nytte af formidlingstankegange. Og uanset hvor man er i livet er det at kunne formidle både mundtligt og skriftligt en vigtig kundskab.
 
Vi arbejder med kreative processer og undersøger og afprøver en bred vifte af teksttyper foruden de mere traditionelle skønlitterære tekster. Dette må gerne foregå i forhold til hvad eleverne interesserer sig for, men også i forhold til hvad vi trænger til af udfordringer! Og vi ser på det marked og det kredsløb litteraturen sendes ud i når forfatteren slipper sin tekst.
 
Jeg vil gerne undervise på en struktureret facon som samtidig tillader åbenhed, i forhold til det der viser sig at være interessant og relevant. Det må gerne være klart og tydeligt for alle hvor vi er i stoffet og vi må gerne fare vild og opdage noget nyt i fællesskab.
 
Vi skal ud at møde litteraturen i den virkelige verden, og vi skal invitere bøgernes verden indenfor i Fagskolens rammer. Jeg tor på at konkrete oplevelser kan betyde mere og noget andet, end det man kan læse sig til – hermed ikke sagt at der er noget i vejen med læsning! I samme ånd vil vi være konkrete omkring opgaver og øvelser frem for, at læreren fortæller og eleverne lytter.
 
Allermest vil jeg gerne have, at man kan være sig selv, grine og kaste gode bolde op i luften når vi går til den på forfatterlinjen.
 

Betina Føllenslev – Eventklasse

 

Info kommer snart!
  • Email: 
  • Tlf: 

Heidi Okton – Industrielt Design

Heidi Okton er underviser på linjen for Industrielt Design på Odense Fagskole.

Hun er uddannet møbeldesigner fra Danmarks Designskole og Royal College of Art i London.
Heidi har modtaget flere designpriser, blandt andet 1. præmie i Erik Jørgensen Møbeldesignkonkurrence 2001 og Statens Kunstfonds 2-årige arbejdslegat 2002.

Marianne Lindberg Jepsen – 10. klasse og Kunst & Grafisk Design

Jeg underviser på Odense Fagskole, fordi jeg ønsker at arbejde med unge kreative mennesker, der på hver sin måde er på vej ud i livet.

Det vigtigste, jeg kan give den enkelte elev, er troen på sig selv. Eleverne skal have mulighed for at opdage hvilke værdier, de hver især indeholder og brænder for – og hjælpes videre med disse.

En god arbejdsdag for mig er, når jeg kan være medvirkende til, at den enkelte elev udvider sin horisont – er ivrig, aktiv og opslugt af sit arbejde, den kreative proces og egen udvikling.

Jeg er uddannet tegner fra reklamebureau. I en årrække arbejdede jeg med illustration og design – både som ansat og på egen tegnestue. I 2006 blev jeg færdig med den 4 årige læreruddannelse fra Odense Seminarium med linjefag i billedkunst, dansk, hjemkundskab og natur/teknik. Derefter har jeg arbejdet som billedkunstlærer, folkeskolelærer og pædagog – og sideløbende med egen kunstneriske udvikling.

Jeg er medlem af Danmarks Billekunstlærere og Fyns Grafiske Værksted

Jeg er underviser/støtte på Odense Fagskole – sideløbende arbejder jeg med min egen kunst.

Mit mål som støtte og underviser på Fagskolen er at give den enkelte elev mulighed for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt.  

Sus Nielsen – Kunst & Kultur

Jeg er uddannet på Designskolen i Kolding som beklædningsformgiver og har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Mit primære fag på Odense Fagskole er kunst- og kulturhistorie.

Jeg har valgt at blive underviser på Odense Fagskole, fordi jeg i skolens kreative miljø har fundet en unik mulighed for at kombinere de praktisk/kreative fag med de teoretisk/almendannende. Således kan jeg, når vi arbejder med renæssancen, tilføje perspektivtegning og croquis, og når vi arbejder med impressionisme, er det i kombination med praktiske øvelser i farvelære osv.

Ud over kunst- og kulturhistorie underviser jeg i tegning, maleri, farvelære, dragthistorie, modeillustration, idéudvikling og design.

Som underviser på Odense Fagskole oplever jeg tit, at vi glemmer tiden, fordi vi er så optaget af det, vi laver. Når jeg ser mine elever få selvtillid gennem faglige udfordringer, som får dem til at vokse personligt og fagligt, og de får mod på at gå efter deres drømmejob eller drømmeuddannelse, så har jeg nået mit mål som underviser.

En god undervisningstime for mig er, når jeg kan give mine elever æstetiske, visuelle oplevelser, der nærer sjælen – med farver og lys og erkendelser af filosofisk og eksistentiel art.

Mange af vore elever beretter om den gode stemning på skolen og om samværet omkring fælles interesser og lærere i øjenhøjde. Det er det en Fri Fagskole kan! Vi mødes over de faglige interesser, og med dette udgangspunkt skabes et ligeværdigt miljø og en rummelighed, som mange bemærker. Odense Fagskole er en skole med plads til alle – forskelligheder. Der er ingen norm for, hvordan man skal være på Odense Fagskole, og det mest givende for mig som lærer er at finde en vej for alle disse forskelligheder og få en udvikling i gang.

Camilla Gaugler – Kunst

Jeg underviser på Odense Fagskole fordi det er en udsøgt fornøjelse at give billedkunstens mange muligheder videre til kreative mennesker.

Det vigtigste er, at eleverne bliver uovervindelige i troen på, at deres ideer kan realiseres. Proces og bevidstgørelse om egen læring er lige så vigtigt, som det færdige resultat.

En god time for mig er når jeg kan mærke, at der er gang i den, at eleverne er aktive på allerhøjeste niveau, også selv om de sidder og tænker sig om. Så har jeg givet dem en god opgave.

Jeg er uddannet Billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi i 2002 og tog en coachuddannelse fra Expand Uddannelsescenter i 2005.

Medlem af: Kunstnersammenslutningen QWERTY og Gæsteatelieret Hollufgård

Siden 2002 har jeg arbejdet som skabende kunstner, som koordinator og fundraiser på udstillinger, konferencer og festivaler.

Jeg underviser på Odense Fagskole på kunstlinjen og arbejder sideløbende med min egen kunst.

I kunstlokalet på Odense Fagskole bliver du fodret med viden om billedkunst, moderne og klassisk. Du får oplæg og opgaver, der er perspektiveret historisk og samfundsmæssigt. Samtidig får du den basale træning i grundlæggende færdigheder som tegning, form og farvelære. Når det er på plads kommer du til at arbejde mere frit og individuelt med den skabende kunstneriske proces. 

Anja Bang Thomsen – 10. klasse

Jeg underviser på Odense Fagskole, fordi det er en spændende skole med mange muligheder. Det vigtigste, jeg kan give eleverne, er viden og en indgang til en ny verden. En god undervisningsdag for mig er en dag med god stemning og glæde i undervisningen.

Det kan jeg:
Jeg er uddannet lærer, og skal i gang med mit 5 år som underviser. Udover matematik og dansk er jeg uddannet inden for flere naturfag og materiel design. Når jeg ikke underviser er jeg ofte involveret i diverse kulturprojekter/arrangementer, og har derfor også læst projektstyring.
Indimellem har jeg været involveret i vejledningsprojekter, og er tilknyttet et mentorprogram i Ungdomshuset.

Det gør jeg:
Mit virke på Odense Fagskole er centreret om 10. klasse, hvor jeg underviser i dansk og er specialundervisningslærer i matematik og engelsk. Jeg er også mentor og studievejleder og er bogruppelærer for de elever, der bor på skolen.

Det vil jeg:
Matematik er alle steder i vores hverdag, og det er min overbevisning, at alle kan lærer matematik, netop fordi vi har det alle steder omkring os. Det er bare ikke alle der lærer det på samme måde.
For mig er undervisning et samarbejde mellem elever og lærer, derfor er det vigtig for mig, at undervisningen indeholder glæde, åbenhed og gensidig respekt.

  • Email:
  • Tlf: 

Børneskolens lærere

Anja Hansen – Billedskolen

Jeg hedder Anja Hansen, født 14. september 1978 i Svendborg. Uddannet grafiker og tegner på et design- og reklamebureau i Odense 2002. Kurser i tegneteknik, historie og billedkunst.

Inden for mine kompetencer er jeg en kreativ person med forskellige erfaringer i virksomheder, bureauer og skoler. I de seneste år har jeg undervist i klassisk tegning, billedkunst, grafisk design i præsentationer og konceptudvikling. Kreativitet og leg for børn, unge og kreative sjæle.

Jeg er freelancer og tilbyder grafisk arbejde, billedkunst, undervisning og workshop til private, institutioner og virksomheder. Jeg har 16 års erfaringer inden for visuel grafisk formidling og tegneteknikker. Jeg kan give et professionelt løft til et spændende blikfang.

I billedkunsten bruger jeg min intuition i abstrakte dekorative motiver og symboler med sans for farvespil og former med poetisk stemning ud fra natur og kultur som inspirator. Oplevelsen i at male, den vil jeg gerne give til alle aldre, for man kan kun blive i godt humør med alle de farver. I malerierne arbejdes der med billedskabelseteknikker ud fra temaer,- historier,- natur og kultur som inspiration eller ud fra sit eget tema. Billederne er et twist af forskellige stilarter og serier hvor der arbejdes med formgivning, komposition, perspektiv, farver,- lys og skygge.

  • Email: anja.eyedeas@gmail.com
  • Tlf: 28 30 81 38

Marie-Louise Zinck – Mode, Design & Syning

Beskrivelse på vej.
  • Email:
  • Tlf:

Mette Frejvald – Design & Beklædning

Beskrivelse på vej.
  • Email:
  • Tlf: