APV & UMV 2006
Bestyrelsen har den 13. marts 2007 behandlet undersøgelserne og besluttet, at de offentliggøres på Odense Fagskoles hjemmeside i fuldt omfang.
De indledes med:
- noget om undersøgelserne
- forord med sikkerhedsudvalgets konklusioner
- delkonklusionerne sammenskrevet
- undersøgelsernes resultater.
Yderligere oplysningerne kan hentes hos daglig sikkerhedsleder Marlene Toftegaard og forstander Karen Maigaard.
Download resultater i pdf-format:
- APV
- APV elever
- APV lærere
- APV TAP'ere
Om APV og UMV
Alle arbejdspladser i Danmark er forpligtet til hvert 3. år at lave en arbejdspladsvurdering (APV), ligesom skolerne er forpligtet til at sætte fokus på undervisningsmiljøet (UMV).
Fra Arbejdstilsynets side er der i 2006 fokus på "Det hele menneske- sundhed og livsstil" og det er også overskriften for denne APV og UMV for Odense Fagskole. Derudover skal der også sættes fokus på det psykiske arbejdsmiljø og sygefraværet.
Undersøgelsen er delt i 3 dele med en fælles del for alle de involverede parter og en del specielt for den gruppe man tilhører: elever, lærere og tapper, hvor spørgsmålene er mere fagspecifikke.
Undersøgelsen gennemføres i uge 43 2006.
Sådan udfyldes skemaet
Læs venligst dette igennem før du udfylder spørgeskemaet.
Dette skema handler om dit arbejdsmiljø og undervisnings miljø på Odense Fagskole og du skal svare på spørgsmålene, som du oplever miljøet på nuværende tidspunkt.
De fleste af spørgsmålene besvares ved at sætte et kryds, hvor du synes svaret passer bedst.
Alle spørgsmål bedes besvaret, også spørgsmål du vil besvare med et "nej".
Alle oplysninger behandles fortroligt og resultaterne videregives kun i en form, hvor ingen oplysninger om enkeltpersoner kan genkendes.
På forhånd tak for din medvirken.
På sikkerhedsudvalgets vegne
Michella, Britta og Marlene
Forord
Der blev i uge 43 2006 udleveret undersøgelsesskemaer til 48 elever, 8 lærere, 4 kontorfolk, 4 køkkenansatte og 2 rengørings/pedelansatte. Den 27./10. 2006 var der afleveret 21 elevbesvarelser, 7 lærere besvarelser, 4 kontorbesvarelser, 4 køkkenbesvarelser og 2 besvarelser fra rengøring/ pedel. Det giver en besvarelsesprocent på 44 % for eleverne og 94 % for de ansatte og en samlet besvarelsesprocent på 58 %, der har dannet grundlag for denne APV/UMV for Odense Fagskole 2006.
Der er generelt i alle faggrupperne en meget stor tilfredshed med skolen som institution, såvel som de fysiske som de psykiske forhold, hvilket fremgår af den samlede konklusion til sidst i rapporten.
Sikkerhedsudvalget har dog valgt at dykke ned i nogle enkeltområder og har følgende forslag til handlepunkter fra udvalgets side:
Psykiske forhold:
Den manglende støtte og anerkendelse fra ledelsen: her indstiller SI til ledelsen om at være ekstra opmærksom og at det kan være et emne, der bliver drøftet under de forestående MUS samtaler.
Luftkvaliteten:
SI henstiller til, at der i højere grad luftes ud i lokalerne og at der bliver sat grønne planter og en vandkande i alle lokalerne.
Delkonklusionerne sammenskrevet
Sundhed og livsstil
Konklusionen af den fælles del af denne APV/UMV er, at elever såvel som ansatte er glade og veltilpasse på deres arbejdsplads/skole. De 11 %, der svarer ja til spørgsmålet, om "du går uden forskolen for at købe frokost", er alle ansatte. Eleverne har nemlig alle sammen svaret nej til det spørgsmål.
Til spørgsmålet om motion på skolen, er der et flertal for ikke at indføre fem minutters pausegymnastik, men en næsten fifty-fifty-holdning til, om det er noget, skolen skal blande sig i. Den sidste del kunne godt tages til efterretning.
Med hensyn til skolens rammer er der et stort flertal, der er glade for at være på skolen, og mener, den er rar at være på.
Indeklima, akustik, ergonomi, psykisk arbejdsmiljø og sygefravær - lærersvar
Konklusionen på lærerdelen af denne APV/UMV er, at der som udgangspunkt ikke er de store gener i det fysiske arbejdsmiljø. Langt hovedparten har ikke gener med bl.a. støv, støj og ubekvemme arbejdsstillinger. Med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø er langt hovedparten af besvarelserne til den positive side, dog til den negative side med hensyn til "støtte og anerkendelse fra ledelsens side".
Ulykker, indeklima, ergonomi, psykisk arbejdsmiljø, udviklingsmuligheder, variation, mobning, mangel på "belønning", vold og trusler, sygefravær - svar fra teknisk-administrativt personale (TAP)
Konklusion på TAP-delen af denne APV/UMV er, at det teknisk-administrative personale er glade for at være ansat på skolen. Langt hovedparten af svarene omkring det fysiske arbejdsmiljø er positive og intet tyder på alvorlige fejl og mangler i bl.a. brug af skolens maskiner. Med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø er der også her en overvægt af positive svar.
Svaret på spørgsmålet, om der er mobning og chikane på arbejdspladsen, er et klart nej.
Hvordan har du det på skolen - elevbesvarelser
Konklusionen på elevdelen af denne APV/UMV er, at eleverne er glade for at være på skolen og har det godt. Langt størsteparten af besvarelserne hælder til den positive side. Dog kan der stilles spørgsmålstegn ved svaret om sprogbrugen, idet næsten 50 % svarer, at de synes, der "nogle gange eller tit" bliver talt grimt eleverne imellem.
Forholdene lærere og elever imellem er godt set med elevernes øjne, og det er positivt.
Med hensyn til skolens rammer både til undervisning og til bolig er der også en overvægt af positive svar.