Kreative ildsjæle i 100 år
af Karen Maigaard
Den 3. november 2010 er det 100 år siden, at de kvindelige ildsjæle Nathalie Hansen og Marie Hansen åbnede for de første elever på Odense Fagskole. Der kom 35, og det var fuldt hus. De to ildsjæle og iværksættere havde en mission: de ville give unge piger en uddannelse, så de kunne klare sig selv som faglærte syersker. Men ikke nok med det. Kvinderne skulle også være med til at bidrage til samfundsøkonomien i begyndelsen af det århundrede, vi forlod for 10 år siden.
Undersøgelser i den store verden
Før de åbnede skolen, lavede de grundig research. De havde selv begge en baggrund som syersker og havde mødt hinanden på Vinding Højskole, den nuværende Skolen for Gastronomi, Musik & Design. Det faglige og et almendannende skulle gå hånd i hånd. De kendte begge den aktuelle politiske situation. Nathalie havde været lærer på Vester Vedsted Højskole, den nuværende Ungdomshøjskole ved Ribe, hvor hun havde fået forbud mod at undervise, fordi hun var for dansksindet. Ribe kom jo først til at ligge i Danmark igen efter genforeningen i 1920. Vi ved altså herfra, at Nathalie kunne tysk, og også at Marie kunne engelsk efter et ophold i USA. De to enlige kvinder søgte og fik bevilget penge fra Indenrigsministeriet og rejste ud i Europa for at se, hvordan man lavede fagskoler andre steder. Det blev til besøg i Berlin, Dresden, Zürich, London, Bruxelles og Hamburg.
I Danmark arbejdede især Dansk Kvindesamfund med på ideen, og en overgang var Kvindeligt Arbejderforbund også med. Bevægelsen for fagskoler med det almendannede præg tog fart i Danmark. I 1895 var Sorø Husholdningsskole kommet i gang. Indtil dette tidspunkt havde man ellers kun haft mejeriskoler, og så var Kunst- og Industriskolen for Kvinder oprettet i 1876. I Paris startede den første ”Ecolle professionelle” i 1888 og i en artikel hedder det: ”…i Paris, hvorfra hele verden forsynes med fødevarer, denne kolossale handelsartikel, der skaffer en så stor del af Parises befolkning brødet, har man oprettet fagskoler til uddannelse af unge. Disse skoler, der omfatter fag som syning, maling på porcelæn og glas, broderi på kjole- og møbelstoffer, blomster, fjer og andre modesager, har fundet efterlignere i de fleste franske provinsbyer, Belgien, Schweiz og England. Der findes i Paris 6 fagskoler, som bæres af kommunen. Foruden de kommunale fagskoler, er der flere private, som støttes af godgørenheden.”
Den kvindelige iværksætter
Marie er kun med i begyndelsen af skolestarten, så det bliver Nathalie, der sætter sit præg på uddannelsen af kvinder til syersker i Danmark. Det var usædvanligt, at hun som kvinde var i stand til det. Vi kender dog andre kvindelige skoleiværksættere fra samtiden, fx Natalie Zahle i København og Theodora Lang i Silkeborg. Hun blev ofte i sit senere liv spurgt – især af mænd – hvordan hun som kvinde havde turdet at løbe den risiko at starte en skole, og hendes svar var: ”Jeg vidste, at hvad jeg satte ind af økonomiske midler, havde jeg selv tjent,…..hvis foretagenet skulle mislykkes, -- så kunne jeg jo altid rejse ud og holde kursus igen.” Hun havde ernæret sig som vandrelærerinde i store dele af Fyn og Jylland - og på Færøerne.
Åbningen af Odense Fagskole i 1910 blev omtalt i alle de fynske medier. Der var dengang fire dagblade, som repræsenterede de fire gamle partier: Fyns Tidende (venstre), Fyens Stiftstidende (konservative), Fyens Socialdemokrat og Fyens Venstreblad (radikale). Dansk Kvindesamfund bidrog selv med breve til aviserne, hør bare: ”man kan ikke andet end få tillid til de to kvinder, der har oprettet skolen og udstyret den så smukt og smagfuldt, og de er ikke begyndere i deres fag, de har mange års erfaring bag sig ---. Det er ikke for tidligt, at vi herhjemme lærer at sætte pris på et godt og dygtigt kvindearbejde også i håndens verden. Det virker opdragende på kvinderne og er i høj grad nyttigt for samfundet.”
Livets og håndens værk
Respekten stod om fagligheden i håndens værk, og allerede i 1915 begyndte Odense Fagskole at uddanne lærerinder og direktricer. I 1922, da skolen flyttede fra de første bygninger i Vestergade til Langelinievillaerne, blev der udformet et kursusprogram, der i det store og hele lå fast til begyndelsen af 40erne. I 1929 oprettes der en egentlig husholdningsafdeling, der fortsætter til omkring 1940, men ellers har det været håndens værk inden for beklædning og hjemmets øvrige syning, der har præget skolen frem til midten af 90erne.
Skolen fik i begyndelsen af 1940erne mulighed for at modtage statstilskud efter, at undervisningsminister Jørgen Jørgensen flere gange havde besøgt skolen og konstateret den store interesse for ”denne skoles undervisning. Skolen har et stort elevtal.” Nathalie var kendt i ministeriet, og det betød, at skolen kom ind under 1942-loven om husholdningsskoler m.v. Det betød, at skolens kursusplan blev ændret, så undervisningen nu var ”til privat brug”. Før havde den været til erhverv. Undervisningen fyldte 38,5 timer pr. uge. De 12 timer var teori og resten praktik. Denne opdeling prægede skolen frem til midten af 90erne.
Skiftende lovgivninger har præget skolens undervisning gennem alle 100 år. Frem til 1951 var skolen ejet af Nathalie Hansen, men nu overgår den til at blive en selvejende institution med en bestyrelse. Nathalie udtaler sig i en avisartikel om beslutningen: ”Skolen er mit barn, mit livsværk, og det vil jeg gerne have bevaret. Det er samfundsskabte værdier, der er her, og det har altid været mit synspunkt, at de samfundsskabte værdier skal komme samfundet til gode, så vidt muligt. I samråd med min samvittighed og min gud har jeg taget beslutningen, og jeg håber den må blive til gavn for kommende slægter.”
I fundatsen af 1951 blev skolens formål som i 1910 præciseret. Kvindernes uddannelse var det centrale: ”…mønstertegning, tilskæring og syning af linned, kjoler, overtøj etc., børnetøj og skjorter m.m. i forbindelse med undervisning i dansk, regning og historie m.v. Uddannelsen finder sted til elevernes dygtiggørelse i hjemmet og i erhverv som lærerinder, eventuelt tillige som syersker og direktricer.”
Nathalie kunne med sikkerhed skrive disse ord i begyndelsen af 50erne, men så begyndte samfundsudviklingen at gå stærkt. Nathalie havde drevet skole under to verdenskrige og i industrialismens rivende udvikling. Midt i 50erne rundende skolens stifter 80 år, og selvom hun havde ladet skolen overgå til selvejende institution, var der ikke udsigt til, at hun ville stoppe som leder. I 1959 kom det første regnskabsunderskud, og dermed det første varsel om problemerne med stærkt faldende elevtal og dårligere økonomi især fra midten af 60erne.
Unge med en fremtid
I 1960erne sker der rigtig meget i den øvrige uddannelsesverden i Danmark. Langt de fleste elever fortsætter i et 8., 9. og 10. skoleår enten i realen eller i folkeskolens overbygning. De tekniske skoler er for længst udviklede i takt med fagenes krav og behov, og de frie kostskoler er undervejs med den største ændring siden deres opståen i midten og slutningen af 1800-tallet. Efterskolernes store interne debat om indførelse af prøver og eksamener fører i 1968 til, at efterskolerne nu kan tilbyde prøver på lige fod med folkeskolerne. Folkehøjskolerne ændrer indhold, så det almendannende og folkeoplysende bliver mere og mere fremtrædende. Flere og flere unge mennesker søger gymnasierne og de videregående uddannelser. Det er nødvendigt for Odense Fagskoles overlevelse, at den næste generation af lærerinder tager over.
Merete Jørgensen overtager forstanderstyret i 1967. Med sig har hun en flok af unge lærere, der har været med siden begyndelsen af 60erne. Selv har hun været elev på skolen i 1950 og lærer siden 1951. Nathalie bliver boende på skolen og flytter først i 1969 i forbindelse med sygdom. En lang æra er slut, og en ny kan begynde. Med Merete i spidsen sker den tiltrængte fornyelse af skolen, så den igen kommer i tråd med tiden. I 1979 bliver håndarbejdsseminariet godkendt, og skolen udvikler sig fra at have haft elever i korte perioder på helt ned til en måned til nu at rumme en længerevarende, videregående uddannelse på 2½ år. Reelt var det 3½ år, fordi adgangskravet i mange år reelt var et års kursus på Fagskolen, før man kunne blive optaget som studerende på seminariet.
Da skolen i 1985 kan fejre 75 års fødselsdag, udgives bogen ”Fra sypige til håndarbejdslærer”. Bogen bliver en bestseller og anvendes på de efterhånden i alt otte håndarbejdsseminarier rundt omkring i Danmark. Det er en dobbelthistorie. En kvinde- og håndarbejdshistorie i ét. Loven om håndarbejdslæreruddannelsen er blevet til i en tid, hvor fritidssamfundet er blevet et begreb. Uddannelsen skal bruges i fritidsundervisningen, i de frie kostskoler og efterhånden også i daghøjskoler og produktionsskoler. Erhvervet ligger i beskæftigelsen i fritiden, fordi erhvervsskolerne har overtaget undervisningen til den industri, der efterhånden vil blive flyttet ud af landet. Systuerne er de første der flytter, og syerskerne skal vise sig at blive de første, der omskoles til andre erhverv – og med stort held. Internationalisering, globalisering og outsourcing var ukendte ord i 80erne, men realiteterne viste sig hurtigt i form af stor arbejdsløshed især blandt kvinder. Derfor blev håndarbejdslæreruddannelsen en realitet i 1979. Den nytteværdi, håndarbejdet havde i 1910, er løbende revideret og ændret i forhold til tidens krav. Forfatteren til historiebogen i 1985 ser den tiltagende centralisering blive ændret til decentralisering af væsentlige funktioner, fx sociale og arbejdsmæssige, og en dermed mere overskuelig hverdag. I den nye hverdag ser han håndarbejdslærerens fremtid som kulturel igangsætter, der skal have viden inden for en lang række områder, de traditionelle såvel som de utraditionelle som fx sociallovning og byplanlægning, der skal kunne bruges i nærmiljøernes dagligdag.
Verden kalder – igen
Merete Jørgensen går på pension i 1995. Hun er da 66 år og har haft sit virke på Odense Fagskole i 45 år. Nathalie var her i 57. Karen Maigaard bliver den nye forstander, og da hun den 3. november 1995 kan være med til at fejre 85 års fødselsdag for Odense Fagskole, har den kun haft to forstandere i al den tid. Det er usædvanligt og vil sandsynligvis ikke ses mere. Hyppige karriereskift hører til dagens orden i 90erne, og det skal komme til at gå endnu stærkere.
Den nye forstander bliver af bestyrelsen ansat til at flytte skolen til nye og mere tidssvarende lokaler. I 1995 ejer skolen fem villaer på Langelinie og har et lejemål i Asylgade i Odense, for skolen har knapt 200 elever og studerende og intet sted, hvor alle kan samles. Lokalerne har stor herlighedsværdi langs Odense Å, men er ikke udstyrsmæssigt tidssvarende, og frem for alt er der for lidt plads. Der har i de seneste 10 år været op mod 14 byggeprojekter både i forbindelse med de eksisterende villaer og i andre især tidligere industribygninger i Odense. Beslutningen om flytning til det tidligere Fyens Glasværk bliver truffet i begyndelsen af 1996. Nu skal der handles. Antallet af studerende opnormeres via godkendelse i ministeriet, tegninger og byggeprogram ligeledes, villaerne sælges, og Glasværket istandsættes til indflytning i januar 1998. 5000 kvadratmeter skal nu rumme de godt 300 elever og studerende. Den arbejdsplads, der i begyndelsen af 1900-tallet var Odenses største, rummer nu en moderne håndarbejdsskole med tidssvarende faciliteter. Flytningen efter 75 år på Langelinie er en stor omvæltning og rummer mulighed for fornyelse.
Samfundsudviklingen har dog allerede påvirket skolen både indholdsmæssigt og med hensyn til antallet af elever og studerende. I 80erne og 90erne var arbejdsløsheden i Danmark stor, og de frie kostskoler var med til at løse en samfundsmæssig opgave ved at tilbyde undervisning og uddannelse til ledige. Således også Odense Fagskole. Det store antal elever og studerende i midten af 90erne blev støttet økonomisk af beskæftigelsesmidler. Ændret lovgivning fra januar 96 førte brat til en halvering af elevtallet på Fagskolen og en lavere søgning til håndarbejdslæreruddannelsen. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og adskillige udviklingsarbejder så dagens lys både internt og med konsulentbistand udefra. I de sidste 15 år er der kommet nye linjer til, 10. klassen og Design-HF har set dagens lys, der er børneskolen om eftermiddagen og fritidsundervisning om aftenen. Et Center for Kreativ Viden og Master Class for håndværk, kvalitet og mode er forsøgt udviklet – og håndarbejdslæreruddannelsen er nedlagt i Danmark. Påvirkninger såvel af politisk som faglig, udviklingsmæssig art har ændret skolen, så Nathalie vil have svært ved at genkende den. Og så måske alligevel ikke?
Kreative talenter
Frøken Nathalie Hansen stod i spidsen for et lille fasttømret kollektiv af ugifte kvinder. De boede sammen og underviste side om side dag ud og dag ind. Det krævede ny inspiration, og horisonten blev udvidet ikke bare, da skolen skulle skabes, men også på udlandsrejser i Europa, hvor sanserne kunne mættes med nye indtryk. Studieturene fortsatte i Merete Jørgensens tid ikke bare for lærerne, men også for elever og studerende, så de kunne sanse og hente inspiration til udvikling af egne produkter i uddannelsen.
Nu foregår inspirationen via sociale og elektroniske medier – og stadigvæk via studierejser, forsøgs- og udviklingsarbejder. Men også af højtuddannede og kompetente lærere og øvrige medarbejdere, der ofte har selvstændig virksomhed ved siden af lærergerningen. Hele verden kan nås på ”no time”, og lærerne har selv fingrene i materialet og erhvervet, når eleverne skal vejledes videre i verden. Fornyelsens kunst er dog den samme. De kreative talenter skal udvikles til gavn for samfundet og den enkelte. Nye redskaber og medier er taget i brug, men kernen i talentudviklingen og udviklingen af håndværket rummer den samme nødvendighed som for 100 år siden.
At drive skole nu kræver dygtighed og indsigt, viden og erfaring, som da Nathalie og Marie startede fagskole i Odense i 1910. Mange af de skoler i Europa, som de to dygtige damer besøgte for 100 år siden, er nu lukkede eller forandrede, men deres livsværk består. 100 års arbejde er ikke glemt. Det er synligt og nødvendigt. Og ser du på ansigterne på elevbillederne fra for 100 år siden, er der samme intensitet og lyst til at lære, som du ser det i ansigterne på de elever, der lige er startet i august 2010. De nye kompetencer skal bygges på det indre potentiale, som eleverne kommer med. Deres talenter udvikles i de bestemte omstændigheder, der findes på Odense Fagskole nu. De skal have mulighed for at fordybe sig i stoffet, de skal eksperimentere – på Nathalies tid hed det fuskeri, dvs. at arbejde med opgaver udefra i fritiden – og så skal de møde materialets modstand. De skal samtidig have gode bedømmere, dvs. lærere der kan give dem feedback. Kun i den konkrete virksomhed med faget vil de kunne udvikle individuel og fælles forståelse for æstetikken, der står centralt i 2010.
Eleverne skal kunne opleve meningsfulde arbejdsvilkår, hvor passion og udfordring er to sider af samme sag. De skal kunne forglemme sig selv i det nødvendige flow, der opstår, når ”du vil og kan og elsker det, du gør”. Evner og passion går sammen i et indre drive og et ydre pres, så ”man bliver genkendt, som den man er”. Nu står identitetsarbejdet centralt for den enkelte elev ikke bare i puberteten, men i hele livet. Verden kalder på forandring, og du skal ruste dig til at være i den.
Nathalie så og kendte til verdens forandring. Men den var en ganske anden for 100 år siden. Vi skal leve nu og tage vores verdens forandring op, så vi ved, hvor vi vil hen. De samfundsskabte værdier fra hendes tid skal stadig ”blive kommende slægter til gavn”, som hun sagde ved overdragelsen af sit livsværk.
I skolens hall hænger Jan Jensens farverige prikmaleri af ”Nathalie på vej ned ad trappen”, som blev skabt til 75-året. I 100 året har design-hf-studerende skabt en installation af et træ med utallige farverige tråde på vej ud i verden.
Tillykke til fremtidens talentudviklere. De er nødvendige for verdens og dermed Danmarks overlevelse.
Karen Maigaard har været forstander for Odense Fagskole siden 1995 og har således kun 15 år på bagen i skolens lange historie. Hun har en læreruddannelse fra Den frie Lærerskole som baggrund, har erfaring fra efterskoler og friskole, Undervisningsministeriet, forskning og udvikling og som forvaltningschef i Københavns kommune. Hun er datter af en snedker og en syerske og har på den måde trådene tilbage til håndværket og æstetikken, men hendes viden og erfaring er hentet udefra, som Nathalies var det, inden hun skabte Odense Fagskole for 100 år siden.
Henvisninger
Claus Buhl: ”Talent, Spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan”, Gydlendal Business 2010
www.den2radio.dk: Udsendelse om pragmatisk demokrati og gøremålsundervisning, juni 2010, ved journalist Nicolai Zwinge
Kim Beck Danielsen: ”Fra sypige til håndarbejdslærer. Odense Fagskoles historie 1910-1985”, Systime 1985
Rasmus Kjær: ”Pragmatisk Pædagogik. Mellem selvdannelse og kosmopolitisme”, Klim 2010
Philip Kotler: ”Marketing 3.0”, L & R Business 2010
www.ofag.dk
Birgitte Possing: “Viljens styrke. Natalie Zahle. En biografi”, Gyldendal 1992
Lene Tanggaard: “Fornyelsens kunst. At skabe kreativitet i skolen”, Akademisk Forlag 2010
Claus Øgendahl: ”Den uendelige kamp – fra undertrykkelse til ”ligestilling”, Kvindeligt Arbejderforbund 1996, Odense Afdeling 1906-1996.
Illustrationer:
Fotos af Nathalie Hansen og Marie Hansen omkring 1910
Elever og lærere i kriseåret 1967. Den nye forstander, Merete Jørgensen, sidder på første række nr. tre fra højre. Nathalie Hansen sidder yderst til højre på første række
Elever og ansatte på Odense Fagskole og Håndarbejdsseminarium, november 1984.
Nathalie på vej ned af trappen, maleri af Jan Jensen, 1985
Fællesbillede af elever, studerende og medarbejdere, januar 2010. Skolens nuværende forstander, Karen Maigaard, ses stående yderst til højre i 2. række fra neden.
Jubilæumsfilmen
